|
Alle hvalpe er faldet godt til i deres nye hjem. Hvor er det skønt at høre fra dem og se billeder af dem i deres nye hjem. Tinni er den eneste hvalp, som har fået navneforandring, han hedder nu Kanut (fra "Canute the Great", som var en sej konge og viking med en polsk mor og en dansk far). Kig i fotoalbummet, hvor jeg har lagt de billeder ind, som jeg har fået fra familierne. Kiwi har det fint og nyder freden uden hvalpe. Hun ser meget tynd ud, men det er hun ikke - hun skal tabe næsten 1 kg. Pelsen er bare tynd, så hvis vi snart får streng vinter ender det med at hun må få en hundefrakke!
Tirsdag den 3. januar 2012
 Tinni flytter til Polen med sin nye familie. Hjemturen er gået så fint og han er blevet godt modtaget af de 2 hunde i huset.
Onsdag den 28. december 2011
 Isa flytter hjemmefra. Hjemturen til Langebæk gik godt. Isa havde lidt krudt bagi den første del af vejen, men det undrer os ikke. Hun har hilst på høns, får, heste, småbørn og katte, så hun har rigeligt med udfordringer.
Tirsdag den 27. december 2011
 Ari flytter hjemmefra. Hjemrejsen til Odense gik fint - uden piv.
Mandag den 26. december 2011
 Eyja flytter hjemmefra. Hjemrejsen gik fint - uden et piv helt til Silkeborg med et enkelt hvil undervejs.
Mandag den 26. december 2011
 Hvalpene er 8 uger og klar til at flytte hjemmefra. De er ikke renlige, men foretrækker at lave stort i haven. De "sover/er rolige" om natten og har længe sovet uden lys tændt. Hvalpene elsker at være i haven og de er vågne og energiske meget tid ad gangen. De slås en del, men det er bare hvalpesjov - Eyja, den mindste er ofte med og tit øverst! Nu må vi se hvordan det går efter at Eyja er rejst hjemmefra. Den 23. røj de ellers ud ad døren og ud på vejen allesammen - blomstermanden ringede på med en blomst til naboen, så Kiwi gøede og løb op til hoveddøren med alle 4 lige i hælene op ad de 4 trappetrin og ud af døren - de blev hurtigt indfanget! Alle spiser tørfoder og drikker vand. Særligt Isa er glad for vand - også at plaske i vandet, så det ryger ud over det hele! Eyja og Tinnis ører er næsten oppe. Tiden med hvalpene er ved at være slut - det føles lidt tomt, men vi er overbevist om, at alle hvalpene får et rart og trygt hjem!
Mandag den 5. december 2011
 Hvalpene er nu 5 uger Hvalpene er meget harmoniske og der er ingen piveri - kun den ballade som er normalt for hvalpe. De kan alle finde på at slås, men det er meget begrænset hvor længe det varer. Tinni udfordrer os mennesker mest - gør og springer ud efter os - kært. De spiser opblødt hvalpefoder, lidt tørkost og drikker stadig mælk hos Kiwi. Vi har nok fundet hjem til alle hvalpene nu: Isa skal til Langebæk (sydsjælland) Ari skal til Fyn (Odense, og flytter til Svendborg i januar) Tinni skal måske til POLEN Eyja skal til Silkeborg
Tirsdag den 22. november 2011
Hvalpene er 3 uger + 2 dage
Alle hvalpene trives godt og er fortsat mest sovende. Det er Tinni som "fløjter" mest (Torben siger at vi må have taget fløjten ud af ham, men det er venligt ment). Tinni er også den, der bevæger sig mest og sikrest omkring. Det er som om verdenen ikke er stor nok for Tinni mere. I dag har Tinni taget føringen med vægten og vejer nu mere end Isa. Dertil skal siges, at Isa har tabt sig fra i går - det er første døgn at nogen af hvalpene overhovedet har tabt sig! Jeg tror det skyldes, at Isa har sovet udenfor hvalpekassen i nat, for hun er den første, som har fået møvet sig ud af kassen (vi troede ellers det ville blive Tinni). Utrolig timing for vi har sat hegnet op udenom hvalpekassen i går, så Isa kunne ikke kravle langt fra hvalpekassen. Kiwi passer de små med omhu. Hun spiser ca. 600 g hvalpefoder i døgnet + det løse (A-38, osteskive, godbidder + hvad hun ordner hos hvalpene). Verdenen er blevet lidt større for hvalpene nu hvor de kan gå ud af hvalpekassen. Vi har lagt aviser og tæpper, så de bedre kan gå - linoleumet er glat og kan stadig give "Bambi-ben". Tinni bider i tæppet, Isa har masser af gå-på-mod og tør næsten bide i støvsugeren, Ari og Eyja virker også trygge, men mere magelige og forholder sig mest i ro.
Søndag den 13. november 2011
Hvalpene er 2 uger
De vokser og er utrolig nemme. De sover hele tiden (når de ikke lige spiser). Her er status på deres vægt: - Isa har 4 doblet sin vægt + 68 g - Ari har 3 doblet sin vægt + 73 g - Tinni har præcis 4 doblet sin vægt - Eyja har 3 doblet sin vægt + 157 g (man siger, at det er fint, hvis hvalpene 3 dobler deres vægt når de er 2 uger) I dag har vi set lidt øjne for første gang - Eyja var først, Isa var sidst ( lige omvendt af rækkefølgen de blev født i). Hvalpene prøver ind i mellem at gå på benene, men de maver sig mest frem - jeg tror de er for fede til at gå endnu. Jeg kan godt få den tanke, at der kom en sæl forbi dengang Kiwi blev parret. Kiwi passer hvalpene rigtig godt - vi har kun set efterladenskab efter en hvalp 1 gang. Kiwi er dog blevet hvalpepasser på distance - dvs at hun ligger udenfor kassen. Hvalpene kan ligge stille i op til timer uden at "kalde" på mor. Kiwi kommer også op til os på 1. sal om natten og ligger sig i vores seng (som hun plejer) - men hun bliver her ikke længe - så snart hun hører en lyd nede fra stuen er hun mor igen.
Søndag den 6. november 2011
Hvalpene er 1 uge gamle
Hvalpene har alle mere end fordoblet deres vægt: Isa vejer 814 g - det er dobbelt + 134 g Ari vejer 812 g - det er dobbelt + 58 g Tinni vejer 836 g - det er dobbelt + 170 g Eyja vejer 804 g - det er dobbelt + 74 g Som I kan se af vægtskemaet har Kiwi tabt sig, så hun skal nok blive fit igen. Der er lagt et videoklip ind, men vi har haft besværligheder med det - håber vi får det til at køre.
Torsdag den 3. november 2011
Hvalpene har fået navne Hvalpene trives. De er begyndt at sige flere lyde, de møfler mere rundt og har små "sammenstød" ind i mellem. Kiwi følger meget ængstelig med når vi tager en hvalp op, men ligger ikke i hvalpekassen hele tiden. Hvalpene har fået navne - på billedet er det fra venstre: Isa (1.tæve) - Eyja (2. tæve - har hvid halespids) - Ari (1.han - ham med pletten) - Tinni (2. han). Hvalpene bliver først registreret lige før de er 3 uger gamle, da vi gerne vil være mere sikre på deres farver. Ari bliver tricolor, altså 3-farvet. De tre øvrige er sort med hvidt indtil videre, men den brune farve kan godt komme meget senere.
Søndag den 30. oktober 2011
 Så blev det hvalpenes fødselsdag på denne mørke dag, hvor urene skulle stilles tilbage! Kiwi fødte: - en tæve kl. 13.20 - vægt 340 g - en han kl. 14.55 - vægt 377 g - en han kl. 15.05 - vægt 333 g (bemærk 10 minutter efter) Så var der ro og vi troede at det var det. Torben gik en lille tur med Kiwi kl 17 (hun var ikke meget for det). Jeg gav Kiwi kyllingesuppe og kyllingkød kl 18. Og sørme om der ikke kom en tæve kl 20.05 - vægt 365 g. Dette er bare en kort beretning....følg med i de næste dage. Foto er fra den 31. oktober - alle de 4 sort/hvide hvalpe har taget ca. 40 g på i det første døgn - Kiwi klarer pasningen perfekt.
Lørdag den 29. oktober 2011
 Vi venter spændt på at der snart sker noget! Kiwis temperatur er i dag nede på 37 grader eller under, så fødslen er her indenfor et døgn - i nat eller søndag. Så er der gået 63 dage siden parringen og hun har taget 4 kg på! Kiwi virker rolig - ligger meget, drikker meget, men i dag vil hun kun spise livretter, og det er usædvanlig, for hun har normalt en rigtig god appetit på alt, og sådan har det også været under hele graviditeten.
Farvel til Svendborg mandag formiddag
Søndag den 28. og mandag den 29. aug
 Vi kom til Svendborg søndag eftermiddag. Lili, Nina og Kiljan hentede os ved stationen. Kiljan var meget interesseret i Kiwi og Kiwi stillede sig bare an med halen drejet til siden, så vi måtte passe på, at der ikke skete noget før vi var hjemme hos Lili og Nina. Det tog heller ikke lang tid før de sad sammen og Kiwi skreg og jamrede - det tog ca. 14 minutter. Vi holdt dem lidt adskilt resten af aftenen, men de var tilsyneladende også trætte og mere afdæmpede. Næste morgen, kort tid efter Lili var kørt på arbejde, sad de sammen igen - denne gang tog det også ca. et kvarter og Kiwi var meget mere afdæmpet, så Nina hørte dem slet ikke. Jeg havde fornøjelsen af at stå alene med dem, så godt, at det ikke tog så lang tid. På billedet ses de efter mandag morgens parring.
Torsdag den 25. august 2011
Så er Kiwi undersøgt for orm, inklusiv hjerte-lungeorm, og der var selvfølgelig ingen orm.
Torsdag den 18. august 2011
Så kom Kiwi endelig i løbetid - efter et interval på 9 måneder og 3 uger! Vi havde håbet på at få sommerhvalpe, med nu bliver det nærmest vinterhvalpe. Hvis alt går efter planen så er hvalpene klar til at flytte hjemmefra i juleferien. Vi skal besøge Kiljan på søndag den 28.
|